Er frikadellen nu også en dansk opfindelse?

06. januar 2017

Frikadellen er næsten blevet en form for siganturret i Det Danske Madhus. Vi er meget stolte af vores lækre frikadeller, og de er så populære, at vi laver mange tusinde af dem hver eneste uge på vores frikadellemaskine, som egentlig bare er en stor pande. Netop pandestegningen er meget vigtig for os, faktisk er den så vigtig, at vi, for år tilbage, fik specialudviklet maskinen, så vi fortsat kunne levere hjemmelavede pandestegte frikadeller til vores kunder, uden at vi sled os selv op ved at skulle stå og vende hver eneste af dem.

Opskriften på vores frikadeller stammer fra vores stifter, Henrik Sørensen, der ud over at have startet Det Danske Madhus for ca. 13 år siden, også er en passioneret madnørd, der elsker alle de traditionelle danske retter.

Man kunne måske foranlediges til at tro, at frikadellen er en dansk opfindelse, men den kan faktisk spores helt tilbage til omkring år 1. I den romerske kogebog af gourmeten Apicius, kan man finde en ret, hvor farsen til pølser, indeholdende både mel og æg, havnede på panden og blev stegt.

Frikadellen, i den form, vi kender den i dag, optræder for første gang i en dansk kogebog i 1850.

Hvert hjem har sin egen opskrift

Vi kan nok alle blive enige om, at der skal hakket svinekød, mælk, æg, mel, løg, salt og peber i en rigtig frikadellefars, men mængderne, rækkefølgen samt hvad der ellers skal tilsættes for at få den helt rigtige smag er meget individuel fra hjem til hjem.

Vores klassiske frikadeller er som sagt lavet efter en opskrift, som Henrik Sørensen bragte med ind i madhuset, da de første frikadeller skulle laves i madhuset i Skive. Opskriften fulgte senere hen med, da frikadellemaskinen blev lavet og produktionen af dem flyttet til Aarhus.

Henrik kan i øvrigt bedst lide vores traditionelle frikadeller og synes ikke, at hverken timian, soltørrede tomater, hvidløg eller andre ingredienser hører hjemme i en rigtig dansk frikadelle.

 

 

Kilde