Har du styr på rodfrugterne?

02. oktober 2017

Det er igen ved at være tid for de lækre, velsmagende vintergrøntsager. De grove grøntsager som hvidkål, rødkål, rosekål, gulerødder, selleri og rødbeder er blot et udsnit blandt de mange gode grøntsager, vi kan se frem til at sætte tænderne i de næste måneder.

Rodfrugter karakteriseres, som navnet antyder, som grøntsager, hvis spiselige del udvikles under jorden. Opbevares de under de rette forhold, kan de holde sig friske og næringsrige hele vinteren og foråret, og de kan derfor være en god kilde til vitaminer og fibre i en årstid, hvor der ikke er helt så mange friske, danske grøntsager. Derudover er de fulde af smag, saft og kraft, hvilket gør dem ideelle som en fast bestanddel af kosten.

PASTINAK OG PERSILLEROD

Mange har svært ved at se forskel på de to grøntsager, selv om de smager helt forskelligt. Tommelfingerreglen er, at man kan kende forskel ved at se på toppen. Pastinakken går ned med ”nakken” og persilleroden er ”høj på toppen”.

Begge grøntsager er medlemmer af skærmplantefamilien, som også omfatter gulerødder, selleri, persille, kørvel, fennikel og knoldselleri. 

Pastinak har en delikat, sød smag og en aroma, der er let krydret og minder om selleri. Den er glat og lys og kan erstatte kartofler ved middagsbordet. Selvom du kan nyde pastinakken året rundt, er deres optimale sæson fra efteråret gennem foråret. Den får yderligere sødme ved at forblive i jorden, og når den maksimale sødme efter at have fået lidt frost.

Persilleroden er lidt slankere end pastinakken. Ligesom pastinakken har persilleroden en bleg farve og ligner en gulerod i udseende. Den har en mild persillesmag og er knap så sød og krydret som pastinakken.

GULEROD

En god gulerod skal være fast og sprød. Den mest almindeligt kendte er den orange gulerod, men der findes både hvide, røde, sorte og violette udgaver, som man også af og til kan møde på hylderne i supermarkedet.

RØDBEDE

Rødbede er den karakteristiske, faste og kraftigt mørkerøde knold. Lige som guleroden findes (rød)beden i forskellige udgaver, og man kan således finde både gule beder og stribede beder, også kaldet bolsjebeder.

ANVENDELSESMULIGHEDER

Rodfrugter er generelt søde, og de kan derfor bruges i både det salte og det søde køkken. De er ideelle til gryderetter og supper, hvor de vil intensivere disse retter med en tydelig aroma. De smager også godt, når de bliver bagt i ovnen, eller revet og blandet sammen til en råkost.

Både rødbede og gulerod anvendes også ofte i bagværk, og der findes flere opskrifter, hvor rødderne bruges i kager for at reducere mængden af fedtstof, som anvendes i kagen.