Mad gør glad

Hvordan vil du have dine æg?

26. marts 2018

Æg er en fast bestanddel af påsken, og de kan findes i mange forskellige udgaver og former, som er mere eller mindre spiselige. Nogle æg er af chokolade, andre æg er af papir og pap. Har du lyst til at prøve at servere dine æg på en lidt anderledes måde end de traditionelle, som røræg, spejlæg, æggekage eller omelet, skulle du tage at prøve en af de gamle, klassiske æggeretter: Skidne æg.

Skidne æg lyder måske ikke som den mest tiltalende ret, men man skal ikke skue retten på navnet. Skidne æg er en skøn frokostret, der består af halve æg, der er kogt "smilende" og serveret i sennepssovs med karse og måske en lille snaps ved siden af.

Et smilende æg, hvor blommen ikke er blevet helt hård, skal koge i syv minutter, mens sennepssovsen laves på sammen måde som en persillesovs, som smages til med en god, kraftig sennep. Retten spises traditionelt påskelørdag, hvor det i gamle dage hed sig, at tøjet og huset var beskidt. Da påskelørdag følger efter to helligdage, nemlig Skærtorsdag og Langfredag, og i gamle dage var rengøring, tøjvask og alt andet arbejde ikke tilladt på helligdage. Derfor har retten fået navnet skidne æg. Det fortæller nemlig noget om, hvordan lugten og rengøringstandarden var, når det blev Skiden lørdag, altså påskelørdag.

Skik og brug siger, at påskeægget skal gemmes til 1. påskedag, som er søndagen lige efter Skiden lørdag eller påskelørdag. Det er længe at vente, når butikkerne sælger påskeæg mindst en måned i forvejen. Men hold ud og prøv med Skidne æg til frokost.